Dansk

biskoppen visiterer vanførehjemmet

vi er alle børn
på én måde

det må man sige

og disse mindste brødre
fedladne
kaffesyge
lunefulde
ja –
næsten ligesom jeg som skrevet står

men hvad man ellers kan sige om dem
gad vidst om de også gør sig tanker

og her er jeg nu kommet
åbenbaringen
har man jo fremfor dyrene

mon de også gør sig tanker

(Guðrún S. Jakobsdóttir )

Natten fø­r

Endnu engang er en sirene blevet tavs.
Endnu engang
en by. Og nat. Pulsen
blå og hurtigt bankende i vidners ansigter.

Man hørte entrédøren gå. Men
entréd én ren gik ikke.

Han lytter, lytter. Han venter
i det afkølede vand.
Jeg alene har nøgle nu. Var
der én der løb op?
Var der én der løb ned?

Men alene er du
aldrig alene
er du mang-
foldige gange
alene, aldrig
den samme, aldrig.
Nu opsøges du af en anden.
Med nyt udefra?
Med nyt indefra?
Du
opsøges af en anden.

Og du opsøgte hende der endnu lever. Jo, husker du?
Hun bød dig ind i stuen
hvor ikke en stol var ledig.
Der kommer mange gæster hos jer, der ser de døde.
Du smilede.
Men vidste dog ikke hvilken af verdenerne
du foretrak.

å, alle disse mennesker og alle disse verdener
å, alle disse mennesker.

Og alle disse mennesker som engang kendte sprudlende
floder og lattermilde måner. De
husker næppe hårdnakkede regnskyer og
sær blæst. Du lytter
men mindes selv alderdommens år,
ser frem til barndommen, lader
flodmundingen finde sig eti ny kilde.

Imens stiger en mørkegrøn flannne op af røgen.

Bort.
Du vil væk. Men hvorfra?

Og hvorhen? Bliver der spurgt.

Stejle vejvisere peger vejen frem. Nu
må man tage sig sammen og tærske langhalm:
der er ingen vej tilbage.
der er ingen vej tilbage.

Da ved du det hele; behøver ikke mere at misforstå

Du venter, du lytter.
Og vandet er kølnet, kølnet.
Man hørte entrédøren gå. Du
følger dig selv ud. Du opsøger stadig dig selv med nyt.

Jeg er som forstenet. Jeg er som forstenet. Sproget
gav mig øjne så jeg kunne se. Sproget
gav mig ører og følelser i kroppen. Sproget
gav mig dig som stadig kommer, aldrig kommer.

Endnu engang er en sirene blevet tavs. Og endnu
en by. Og en nat. Pulsen
slår blå og hurtigt i vidners ansigter. Men du
og dine verdener er forstenede i et digt.

(Guðrún S. Jakobsdóttir )